Velkommen til Birgits hjemmeside

     EBELTOFT BY    NATUREN    HUS OG HAVE    SLÆGTSFORSKNING    MINE HUNDE    FERIER

Som pensionist er jeg så heldig at kunne nyde mit otium i Ebeltoft sammen med min mand Arne. Ebeltoft er min barndoms by og er et af de dejligste steder i Danmark. Selv om jeg har boet andre steder igennem mere end 30 år, har jeg altid følt en særlig tilknytning til den hyggelige, gamle by og den smukke egn.

Da vi bor i udkanten af byen, har vi naturen på nærmeste hold. Vi har rådyr, egern, pindsvin og ræv, som færdes i og omkring vores have. Vi har 25 - 30 forskellige fuglearter, som vi fodrer og har glæde af året rundt og vi har et lille havebassin til glæde for både fuglene, masser af frøer, salamander og en gang i mellem også en snog.

Stranden er tæt på, selv om vi ikke fra huset kan se vandet. Til den ene side er der 1½ km til Ebeltoft Vig og Kattegats blå bølger finder vi kun 3 km til den anden side.

Her er skønt at være hele året. Om sommeren kommer turisterne. De skal se byens og egnens mange seværdigheder eller nyde vore skønne badestrande. Det er dejligt at gå en tur i byen, sætte sig på en bænk og nyde en is, mens feriefolket i shorts og strandkjoler myldrer rundt og taler mange forskellige sprog. Langs den smalle, brolagte Adelgade og på torvet forsøger gademusikanter og opfindsomme gadehandlere at tjene en ekstra skilling. Der er liv og glade dage. Om aftenen vandrer to nattevægtere rundt i gaderne og hver time synges de gamle vægtervers foran Det Gamle Rådhus. Restaurationer og cafeer summer af liv.  Det føles næsten som selv at være på ferie.

Om vinteren er her tyst og stille. Isbarer, souvenirforretninger og mange restaurationer er lukkede. Byen hviler sig oven på sommerens fest og farver.

Det er også hyggeligt, for pludselig møder vi fastboende igen hinanden i Kvickly, Føtex eller bare på gaden, til en lille sludder. Måske mødes vi til de mange aktiviteter af både sportslig og kulturel karakter, som mest foregår i vinterhalvåret. Jeg behøver næsten ikke at nævne, at Ebeltoft med sne er smuk og romantisk som et julekort og netop i julen gør byens handlende meget for at hygge om os med pynt og arrangementer.

Jeg vil her på siden vise billeder fra byen og egnen. Der er også billeder fra hus og have og endelig nogle af mine interesser, som jeg som pensionist har god til at pleje.

Velkommen og kig med.

Birgit

welcome in English

mailto:birgit.kr@post.tele.dk