Udvandring

 

Forholdene for de fattigste i Danmark var i 1800tallet meget dårlige. På landet led husmænd, bønder og landarbejdere under hoveriets byrde og godsejernes tugtelsesret. Selv efter enevældens afskaffelse og de indførte landboreformer i 1848, blev der kun en smule bedre. Det hørte til sjældenhederne, at en husmandssøn var i stand til at købe sig en lille ejendom, der kunne forsørge ham og hans familie. De fleste måtte stadig stå til rådighed for de store jordbesiddere.

Nogle søgte ind til byerne, for at prøve lykken der, mens andre havde hørt rygterne om det fjerne land, "der flød med mælk og honning" - Amerika - hvor fattige mennesker kunne få 160 acres jord i de vestlige territorier ganske gratis efter Homestead loven, der blev vedtaget i 1862. Det eneste krav var, at jorden skulle holdes opdyrket i 5 år, hvorefter man fik skøde på sit homestead.

Også i de hastigt voksende byer, som f. eks Chicago, var der gode muligheder for et kvikt hoved og et par flittige hænder. 

Faktisk udvandrede omkring 380.000 mennesker fra Danmark til Amerika i perioden 1830 - 1930 (Fra Christian Hvidt "Flugten til Amerika" 1971)

Min Amerikanske Familie

Da jeg var barn i 1950'erne, tilbragte jeg mange ferier hos min morfar og mormor i Keldby på Møn. Et par gange ankom, mens jeg var der, en stor pakke fra Amerika. Den bragte glæde til mine bedsteforældre og spænding til mig – tænk, en pakke helt ovre fra Amerika. Det var meget langt væk den gang. Pakkerne var fra "tante Olga", fortalte morfar. Det var begyndt under krigen, da der var mangel på mange ting i Danmark. Kaffe, chokolade og frugtkonserves havde været de helt store træffere den gang, og tante Olga blev ved med, også efter 1945, at sende pakker. Nu var der også forskellige små gaver og overraskelser i pakkerne.

Hvem tante Olga var og hvordan hun var beslægtet med mig, havde jeg ikke rigtig styr på, og jeg fik aldrig spurgt mine bedsteforældre. Min mor fortalte mig langt senere, at hun var min morfars kusine og at der var flere kusiner, der var udvandret. Hun fortalte også, at en af dem havde besøgt min morfar i 1962, men det var ikke noget jeg som 17årig tænkte videre over.  

For en del år siden, da jeg ikke mere var på arbejdsmarkedet og derfor fik god tid, kom jeg ved en tilfældighed i gang med slægtsforskning og det er blevet min store interesse. Jeg fandt gennem min forskning ud af, at Olga var datter af Bodil Kirstine Pouline Andersen, en søster til min morfars far, Lars Peter Andersen. Hun havde været gift med Jens Rasmussen Nør, men var enke. Jeg fandt også ud af at søge i de forskellige databaser på Internettet, bl. a. Det Danske Udvandrerarkiv. Pouline var også udvandret sammen med resten af sine i alt 7 børn. Jeg fandt dem alle udrejst hver for sig og på forskellige tidspunkter. Rækkefølgen, de var rejst i, forekom mig mærkelig: I april 1896 rejste den ældste datter Valborg, kun 15 år gammel. I november 1899 fulgte Anna og i maj 1903 rejste Olga. I september 1904 var det den kun 9årige Agnes, der tilsyneladende rejste alene og i december 1904 fulgte Ingrid. I maj 1905 var det den eneste søn Laurits, der drog af sted og endelig i august 1905 rejste Pouline sammen med den næstyngste datter, Emma.  

Nu kunne det jo være spændende at finde efterkommere og høre noget om hvorfor de rejste hver for sig og hvordan livet havde formet sig for dem i det fremmede, men Amerika er et stort land og hvordan kommer man i gang?      

Blandt min nu afdøde mors gamle billeder og papirer fandt jeg en tom konvolut med tante Olgas giftenavn og adresse. Hun boede dengang i Port Townsend, Jefferson County i staten Washington. Jeg fandt en hjemmeside for byen Port Townsend og her var en henvisning til et museum med en afdeling for genealogi. Jeg skrev en e-mail med de få oplysninger, jeg havde og spurgte om de kunne hjælpe mig videre. Jeg havde ikke de store forhåbninger, men allerede dagen efter kom der svar fra en meget hjælpsom museumsmedarbejder. Jeg fik kopi af en nekrolog fra en lokal avis i forbindelse med Olgas død i 1964. Der stod at hun var født i Danmark og en hel del om hendes liv i USA. Desværre havde hun ingen efterkommere, men nekrologen nævnte giftenavne og hjemby, men desværre ingen adresse, for fire af hendes søstre, som stadig levede: Ingrid og Agnes i Chicago, Valborg i San Francisco og Anna i Yale, Iowa.  

At finde efterkommere i så store byer som Chicago og San Francisco forekom mig alt for vanskeligt, men da jeg kiggede på kortet og fandt Yale, kunne jeg se, at det var en forholdsvis lille by. Jeg gik ind på Google People Search og søgte på Annas efternavn Leo, byen Yale, staten Iowa og USA. Kun de 4 ord. Jeg havde ikke de store forhåbninger om, at det gav noget resultat, men der var 2 hits: John Leo og Ronald Leo. Jeg skrev en e-mail til John. Dagen efter var der svar med overskriften: Hi Cousin Birgit

Så heldig kan man være!    

Det viste sig, at John og hans bror Ronald, (begge farmere lidt uden for Yale) var børnebørn af Anna. Ronald var en slags kontaktperson for hele den meget store familie og arbejdede en del med slægtsforskning. Han havde længe ledt efter en dansk kontakt, som kunne hjælpe ham med at komme videre med dels den danske gren af familien og dels at oversætte nogle gamle breve på dansk, som bedstemor Anna havde efterladt. Flere af dem viste sig at være fra min oldefar, Lars Peter, hvor han fortalte om familien herhjemme i Danmark. Det var spændende læsning! 

Det siger sig selv, at linjen blev varm mellem Iowa og Danmark! Vi har udvekslet en mængde billeder, breve og informationer i al almindelighed. Oven i hatten fik jeg en CD, hvor Anna og hendes svenske mand Nels Leo til en niece fortæller, hvad de hver for sig kan huske fra rejsen, deres hjemlande og familie i henholdsvis Danmark og Sverige. Optagelsen er foretaget på bånd i august 1961, hvor Anna var 79 år og Nels 87. Den er af en lidt dårlig kvalitet, hvor et barn blander sig lidt og taler ind over, men er alligevel fantastisk interessant. De fortæller på amerikansk, men det høres tydeligt på begges accent, hvor i verden de oprindelig kom fra. 

Jeg fik min nysgerrighed stillet med hensyn til Poulines og hendes børns historie. Poulines var faktisk lidt sørgelig. Hun giftede sig 20 år gammel med en apotekerkarl i Stege og fik hurtigt en søn, som døde kun 3 uger gammel. Året efter døde hendes mand, der ikke nåede at se barn nr. 2, en pige, som imidlertid kun blev 1 uge gammel.

 Efter disse tragiske begivenheder rejste hun til København og arbejdede som tjenestepige. Hun traf her en ung mønbo, Jens Rasmussen Nør, som var soldat i hovedstaden. Pouline fik datteren Valborg og blev gift med Jens på datterens dåbsdag. Der kom hurtigt 3 børn mere: Anna, Laurits og Olga.

 Mellem 1886 og 1890 flyttede familien til Møn igen og bosatte sig på et lille husmandssted i Vængesgaard ved Tostrup og Jens arbejdede som daglejer på Landsledgaard, en stor gård i nærheden. Her blev de 3 yngste børn født: Ingrid, Emma og Agnes.  

I november 1895 var Jens i gang med efterårspløjningen. Hesten fik benet viklet ind i en af linerne og Jens forsøgte at få den fri igen. Under forsøget sparkede hesten ham i brystet. Det var så alvorligt, at han kom på Stege Sygehus, hvor han døde af sine kvæstelser, kun 42 år gammel.

Pouline var nu enke for anden gang og den lille Agnes var kun 4 måneder. Hun kom til at bo i Keldbylille gamle skole og tjente til livets ophold ved at vaske for folk og hjælpe til med forskelligt arbejde hos bønderne.

Den ældste pige, Valborg var 15 år og havde plads som tjenestepige hos en læge i Stege. Hun forklarede sin mor, at hvis de ikke skulle blive ved med at være fattige, måtte de alle rejse til Amerika og hun havde allerede af sin løn sparet sammen til sin egen rejse. Det var hendes mål at få hele familien der over, når hun selv var blevet etableret. I april 1896 rejste 15årige Valborg med skibet "Island" med kurs mod New York.

Dette er Pouline med de 6 yngste børn. Den ældste datter, Valborg, fik billedet tilsendt, da hun var rejst til Amerika.

Det kunne så let være gået galt for hende. En så ung pige, der ikke kunne sproget, stod pludselig i New York, der på det tidspunkt vrimlede med plattenslagere, der kun var ude på at udnytte emigranterne. Hun var dog heldig og fik bolig hos en norsk familie, der skaffede hende arbejde som syerske på en handskefabrik i Gloversville i udkanten af New York. På fabrikken traf hun en svensk handskeskærer Jörgen Nordström, som hun giftede sig med og flyttede til Chicago (og langt senere til San Francisco). Det lykkedes hende i de følgende år at sende billet til sine søskende og sin mor. Af egen bitter erfaring vidste hun, hvor vanskeligt det var, at tilegne sig sproget i en fart, så hun ville have, at lillesøster Agnes skulle komme hurtigst muligt, bo hos hende og gå i skole, så hun kunne lære sproget rigtigt. Det var grunden til, at lille Agnes rejste alene som 9årig.

Pouline fik ikke så mange år i Amerika. Hun døde allerede i 1917 og ligger begravet på Oakville kirkegården i Chicago. Hun lærte aldrig sproget og hun længtes altid hjem til Danmark og til Møn til trods for, at hun havde alle sine børn der ovre.

 Valborg fik kun en søn, men hun blev 94 år og var aktiv til det sidste. Hun var involveret i en masse velgørenhedsarbejde og var en flittig brevskriver til alle i familien. Hun nåede sit mål og havde et godt og langt liv.

Det var en pige med krummer i!

 Valborg og John Nordstrom 1902

Alle pigerne fik et godt liv i det nye land, men Laurits gik det ikke så godt. Han havde i begyndelsen svært ved at få arbejde, men arbejdede dog i 4-5 år på den farm, som søster Anna og Nels Leo havde købt i Iowa. Senere var der kun sparsom kontakt med søstrene og efterhånden næsten ingen. I census 1930 fra Chicago er han blevet gift med en 10 år ældre dansk kvinde og de lever begge uden arbejde hos hendes mor. I 1935 blev han fundet hængt i en kælder i Chicago. Hvad der var gået forud, er den dag i dag et mysterium, men på dødsattesten står selvmord.

 Min New Zealandske Familie

Rygter om alle de fattige mennesker, der var blevet rige så let som ingenting i de nye lande, spredtes af ofte af agitatorer, som dampskibsselskaberne udsendte. Nogle søgte tryghed ved at få selskab af andre, når man begav sig ud på en så farefuld færd og gik selv ud for at finde rejsekammerater.

I den varme, tørre sommer i 1874 vandrede Jens Olsen fra Bakkebølle rundt på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn for at overtale de forslæbte bønder til at rejse med ham til New Zealand.

I efteråret 1874 mødtes en flok mennesker, der ville prøve lykken i det nye land, i Stege, i alt 60 personer. Der var familier med børn men også enlige mænd og kvinder. Fra Tostrup i Keldby sogn på Møn kom et søskendepar: Ane Cathrine Nielsdatter, 33 år, og Rasmus Nielsen, 31 år. De havde begge arbejdet som tjenestefolk på forskellige gårde på Møn. De overtalte en niece, Marie Justina Andersen, 21 år, til at tage med. (Ane Cathrine og Rasmus var søskende til Anders Peter Nielsen, min tipoldefar og Marie Justina søster til min oldefar Lars Peter Andersen.)

Den 3. oktober gik de 60 mennesker i samlet optog syngende gennem Stege til havnen for at gå ombord i hjuldamperen "Zampa", som den gang sejlede i fast rutefart til København. Det var ikke velset, at så mange mennesker forlod Danmark. Måske var der også iblandet lidt misundelse over, at nogen havde mod til at bryde ud og emigrere. Det kan man se af følgende avisnotits, der stod at læse i "Møns Avis" den 5. oktober og i "Vordingborg Avis" den 8. oktober 1874:

Uklippet er venligst tilsendt fra Lokalarkivet i Stege

 

Den 5. oktober gik udvandrerne ombord i den Baltiske færge "Halland" og sejlede til Lübeck for derfra at fortsætte med tog til Hamburg. Her lå skibet "Humboldt", som skulle føre dem den lange vej til New Zealand. Den 10. oktober 1874 gik de ombord. I alt 195 danskere, 61 svenskere og 28 slesvigere. Man kan kun gætte på hvor trange og sammenklemte forholdene ombord har været, med så mange passagerer. Der findes ingen beskrivelser fra netop det skib, men fra mange andre ved man, at passagererne blev stuvet tæt sammen, for at rederiet kunne få så stort udbytte af rejsen, som muligt. Rejsen varede til den 28. januar 1875, hvor skibet anløb Wellington.

Mange af de enlige mænd og kvinder blev i Wellington og kvinderne blev som regel hurtigt gift, da mændene var i overtal.

Den 21-årige Marie Justina Andersen blev gift den 20. december 1876 i hjemmet hos Rev. James Paterson med danskfødte Sømand Martin Nielsen. Vidnerne var  P. Appeldorf, Carpenter, North St., Thorndon, Wellington og Anna Nielsen, Wellington, sandsynligvis fasteren. 

I følge Maries oldebarn Lois Watkins, som jeg korresponderer med, var Martin Nelson ikke egentlig immigrant, men er blot afmønstret sit skib og blevet på New Zealand. Den 1. maj 1877 indtræder han i New Zealand's Lighthouse Service.

De fik to døtre: Martha Marie Catherine Nelson født 9. juli 1879 og Alice Murrain Justina Nelson født i 1880. Begge børn er født i Wellington. Ved begge børns fødsel er Martin ansat som fyrpasser på fyret Farewell Spit. Så følger en del andre fyrtårne: November 1880: Akaroa Head, December 1880: Puysegur Head, Juni 1882: Pencarrow.

Desværre fik Marie ikke mange år i det fremmede. Hun døde den 25. september 1882, kun 29 år gammel af det, som vi i Danmark kalder Basedows sygdom og  ligger begravet på Bolton Street Cemetery i Wellington og gravstenen står der endnu.

Teksten på stenen er følgende:

" Sacred to the memory of Maria Nelson, the beloved wife of Martin Nelson, who departed this life 25. September 1882, Aged 29".

 Efter Maries død, tog Martin, i august 1883, en stilling som fyrpasser på en lille barsk klippeknold ved navn Brother's Island på den vestlige side af Cook Strait. Der var hverken vand eller andre fornødenheder på øen og alt skulle sejles derud, når vejret tillod det, og hejses op på øen. Det var så barsk et sted, at kun enlige mænd fik stillingen.

Vi må formode, at de to små piger på det tidspunkt var hos Maries faster Ane Cathrine, som var vidne ved forældrenes bryllup og som stadig boede i Wellington.

Efter Brother's Island kom han til French Pass og i november 1884 til Kaipara ved Auckland, hvor han i december giftede sig med Sarah Homer. Endelig i 1897 tiltrådte han sin sidste stilling som "Chief Lighthouse Keeper" ved fyrtårnet ved byen Nelson. Han pensioneredes i 1902 og blev boende i Nelson til sin død den 30. april 1916. Han er begravet på Nelson Cemetery. Nelson, New Zealand.

Der har været en del forvirring om Martin Nelsons fødeår og også om hans oprindelige navn.

Oldebarnet Lois Watkins har forsøgt at finde hans familie gennem en "researcher". Hun fik nogle oplysninger fra lægdsrullen, der sandsynliggjorde, at han stammede fra Kongstrup, Røsnæs sogn, Holbæk amt. Hans far var Niels Jacobsen, bødker af Kongstrup og hans mor Karen Jensdatter.

Hans fødenavn var Jacob Nielsen (Lægdsrulle område nr. 77, Holbæk, Refsnæs)

Han blev indkaldt til aktiv militærtjeneste den 25. april 1871 til 17. bataljon i Den Danske Hær og var menig soldat nummer 613. I juli 1871 blev han dog erklæret uegnet til militærtjeneste på grund af en knælidelse. 

Han kan ikke findes i nogen registre mellem 1871 og 1876, hvor han dukker op i New Zealand.

Hvorfor han ændrede sit fornavn fra Jacob til Martin er der ingen der ved, men hans rette fødselsdag er i følge kirkebogen fra Røsnæs sogn den 20. december 1848 og jeg har fundet familien i flere folketællinger.

Anne Cathrine Nielsdatter boede i begyndelsen i Wellington. Hun kan senere have giftet sig og skiftet navn. Hvis hun har giftet sig med en engelsk statsborger, har hun automatisk fået engelsk statsborgerskab og er således næsten umulig at finde spor efter.  

Rasmus Nielsen efterlader sig ikke mange spor. Man ved ikke, hvor han opholdt sig fra han gik i land i Wellington. I New Zealands Naturalisation Records søger en Rasmus Nielsen, farmer i Midhurst i Taranaki-distriktet og født i Danmark, statsborgerskab i 1886. Alderen passer, men han har opgivet, at have boet i New Zealand i 17 år. Dette passer ikke på  Rasmus Nielsen fra Møn. Han havde kun boet der i 11 år, så det er sandsynligvisen anden Rasmus Nielsen fra Danmark, der her er tale om. Arkiverne er mangelfulde, da meget er gået tabt og mange skandinaver ændrede deres navne til en mere engelsk stave- og udtalemåde, hvilket gør det vanskeligt at finde efterkommere af de indvandrede skandinaver.

Fortællingen om "Humbolt" er genfortalt efter forlæg af Bruce Collins, Papakowhai, Wellington, som er oldebarn af Inger Marie Hansdatter, der blev født ombord på "Humbolt". Ved et mærkeligt tilfælde var mine slægtninge med på den samme rejse.

Detaljer, som f. eks. oplysningerne om Jens Olsen, Bakkebølle, kommer fra bogen "Saga of the two Zealands" af nu afdøde Ray Sigvertsen, som udgav bogen i 1995.

Andre kilder er: Archives NZ Ref: 20/17/14 1883/3698 og Archives New Zealand Lighthouse Service

Man har i New Zealand oprettet en hel del skandinaviske foreninger, hvor man dyrker skandinavisk kultur og hvor man er behjælpelig med at opspore New Zealændernes skandinaviske aner. Disse foreninger er ofte glade for en henvendelse fra danske slægtsforskere, der har lokalkendskab og adgang til danske arkiver og som kan oversætte gamle dokumenter og breve. Foreningerne kan til gengæld være behjælpelige med kontakter i New Zealand og et frugtbart samarbejde opstår.

Jeg kan takke Scandinavian Club of Manawatu og Val Burr for uvurderlig hjælp og fine kontakter "down there".

Som et lille ekstra krydderi på historien, fik jeg besøg af  Lois Watkins' lillesøster Miriam og hendes mand Frank Tregaskis i 2005. Deres datter boede midlertidigt i London og de benyttede lejligheden til en Europatur, der naturligvis også omfattede Danmark. De boede hos os i en uge, før de i en lejet bil kørte videre til Møn og København.

Morgenkaffe før turen går videre til Møn og København